Pionerer
Bente Rosenbeck november 2023
Vejen banet
Da de første alumner flyttede ind på Kvinderegensen i foråret 1932, var alle barrierer for kvindelige akademikere formelt ryddet af vejen.
I 1932 var det 10 år siden, at den første kvinde var blevet ansat som embedsmand på Københavns Universitet, nemlig Julie Vinter Hansen (1890-1960), som fik en fast stilling på universitetets astronomiske observatorium i 1922. (https://uniavisen.dk/100-aars-jubilaeum-for-astronomisk-sejr-for-ligestillingen/).
Loven om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og hverv blev en realitet i 1921, og gav kvinder adgang til alle stillinger i stat og kommune bortset fra militære embeder og embeder, som krævede præstevielse. Fra 1921 var der således banet vej for lige ansættelse i det offentlige.
I 1919 havde kvinder også fået ligeløn i det offentlige. Lærerinderne havde i årtier kæmpet for at få afskaffet ”løn efter køn”princippet, hvor kvinder på et helt lovligt grundlag fik 2/3 af mænds løn (Ravn og Rosenbeck 2021, 2022). Danmark havde dermed fået to vigtige ligestillingslove: ligeløn og lige adgang. På det familieretslige område skete der også noget. Adgangen til skilsmisse blev liberaliseret i 1922. Kvinder fik også retslig ligestilling i ægteskabet (1925) og del i forældremyndigheden over børn (1922). Politologer taler om, at vinduet var åben for nye muligheder, dvs. at det politiske liv var åbent for nye forslag. Disse love kan siges at være en følge af stemmeretten i 1915. Men i 1925 var det slut med reformer på ligestillingsområdet.
Vejen var således banet for de kvinder, som flyttede ind på Kvinderegensen i 1932. De kvinder, som havde bygget Kvinderegensen, havde af gode grunde ikke fået en karriere på universitetet, som var lukket land indtil 1921, men pionerer var de. Eli Møller var den første kvindelige læge, som skrev en disputats i 1910. Aslaug Møller blev magister i engelsk sprog og litteratur (1903) og blev forfatter og oversætter. Valfrid Palmgren Munch-Petersen blev medlem af eforatet, da kollegiet stod færdig og blev efor efter Eli Møller i 1941, efter at have vikarieret nogle år i stillingen. Hun var allerede i 1916 blevet ansat til at undervise i svensk på Nordisk Filologi, Københavns Universitet i en stilling uden løn. Fra 1918 fik hun en beskeden løn, og i 1920 blev hun ansat i et personligt lektorat vedtaget af Folketinget. Disse kvinder og mange andre med dem, så det som deres opgave at forbedre vilkårene for den næste generation af kvindelige studerende og akademikere (Rosenbeck 2014; Rosenbeck 2016).
Steder
Der var og havde været forskellige steder, hvor kvinder kunne udvikle sig intellektuelt. Det gælder kvindebevægelsen med Dansk Kvindesamfund fra 1871, men især skal her nævnes Kvindelig Læseforening 1872-1962, et sted som både fungerede som bibliotek og mødested (Rosenbeck 2014: 60 ff.). Helle Hvenegård-Lassen har skrevet Kvindelig Læseforenings historie (Hvenegård-Lassen 2008a) og en biografi om foreningens grundlægger Sophie Alberti (1846-1947) (Hvenegård-Lassen 2008b). Nævnes skal også Kvindernes Bygning, som påbegyndtes i 1929 og stod færdig i 1936, men havde været under forberedelse siden Kvindernes Udstilling i 1895 (Arpe.fl. 2011; Balle 2020).
De kvindelige akademikere fik også på et tidspunkt deres egen forening. I 1922 stiftedes foreningen ”Kvindelige Akademikere”. Blandt stifterne var dr. phil. Lis Jacobsen, dr. med. Estrid Hein, og cand.polit. Clara Black. Foreningen var del af et internationalt netværk (Alenius 1994).
Marianne Alenius skriver, at det første højdepunkt var 50-års jubilæet for kvinders adgang til at studere ved Københavns Universitet i 1925. Det blev fejret med en stor fest, og et festskrift: Kvindelige akademikere 1875-1925, som Lis Jacobsen redigerede i samarbejde med Estrid Hein og Clara Black. Egentlig var der ikke så meget at fejre ifølge Jacobsen, da kun 379 havde taget en uddannelse i perioden 1875 til 1925, men man kunne da fejre retten – i taknemmelighed over for dem, der havde givet kvinderne adgang, som der stod i forordet til festskriftet for jubilæet (Jacobsen 1925: 9).
Af de 379 kvinder, som havde taget embedseksamen fra Københavns Universitet, var 38 % medicinske kandidater, 40 % kom fra Det filosofiske Fakultet, som inkluderede humaniora og naturvidenskab, 13 % blev jurister og 7 % tog en statsvidenskabelig eksamen. Endelig havde kun 6 kvinder taget teologisk embedseksamen (Jacobsen 1925 166ff). 8 kvinder var blevet dr.phil., og 5 dr. med. Ikke ret mange. Der var mange grunde til, at kvinder ikke i større udstrækning satte deres præg på forskningen i de første mange år.
På dette tidspunkt var f.eks. det et udbredt synspunkt, at kvinder ikke i større grad kunne præstere videnskabeligt arbejde. Den almindelige holdning var, at de ikke havde evnerne. Det skrev flere mandlige professorer, Harald Høffding, Thorkild Rovsing og Vilh. Andersen eksplicit i ovennævnte festskrift (Jacobsen 1925; Rosenbeck 2014: 108 ff). Arvelighedsforskeren Wilhelm Johannsen, som ellers havde gjort op med forestillingen om, at erhvervede egenskaber var arvelige, mente, at den dybe forskel mellem kønnene var arvelig. Kvinder manglede ”y-tråde”. Det blev der så ironiseret over i en af jubilæets festsange: ”Uden Y-traad kan man godt ha´ interesser, men man driver det skam aldrig til Professor” (Alenius 1994:126). Ifølge Johannsen var kvinders intellektualitet overvejende af reproduktiv karakter. Han mente, således at kvinder var velegnet som assistenter i forskningen.
Når man læser talerne ved 1925 års jubilæet kan man dog undre sig. Det er jo høflige talere, som ved en festlig lejlighed samtidig taler om, at kvinder ikke egner sig til forskning. Noget tyder på, at det var en udbredt holdning. Da Julie Vinter Hansen blev spurgt, om kvinder manglede ”den hellige ild”, svarede hun: ”Jeg vil nødig indrømme, at vi staar under Manden i skabende Evne. Men saa mange Faktorer spiller ind for Kvindens vedkommende, at det er svært at sige noget generelt. Dog er det sikkert rigtigt, at Manden af mange Grunde i Almindelighed naar længere end Kvinden”. https://uniavisen.dk/100-aars-jubilaeum-for-astronomisk-sejr-for-ligestillingen/
Det blev i høj grad medlemmer af Kvindelige Akademikere, som var med til at bygge Kvinderegensen. Aslaug Møller var fra 1926 til 1940 formand for Kvindelige Akademikere. Det var hende, som havde fået midler til at åbne forløberen for Kvinderegensen ”Det lille akademikerhjem” i 1929. Aslaug Møller var også aktiv i Kvindelig Læseforening, som medlem af bogudvalget (Hvenegård-Lassen 2008a: 297). Det er ikke til at sige, hvor tæt relationen var mellem de to foreninger, men resterne af Tagea Rovsings legat, som læseforeningen havde fået skænket i 1924, og som var på 13.008 kr., overgik til Kvinderegensen, da læseforeningen blev nedlagt i 1962 (Hvenegård-Lassen 2008a: 364).
Elisabeth Hude, som var viceefor, overtog posten som formand for Kvindelige Akademikere i 1940 og sad på posten frem til 1956. Gennem Elisabeth Hude blev mange af kvinderegensianerne aktive i foreningen. Det internationale arbejde var vigtigt. Der blev desuden oprettet flere legater.
Kvinderegensen var et særligt sted. I de senere år har der været en stigende interesse for steders betydning. Der tales sågar om en stedsteori (Mai og Ringgaard 2010). Michel Foucault har udviklet begrebet heterotopia, som beskriver visse kulturelle, institutionelle og diskursive rum, der på en eller andet måde er ”andet”, foruroligende, intense, uforenelige, modstridende eller transformerende. Han har skrevet om steder i indledningen til Les Mots et les Choses fra 1966 og i et foredrag for arkitekter i 1967, som er oversat til dansk med titlen Andre rum (Foucault 2018).
Begrebet heterotopi er anvendelig for stedsanalysen. Heterotopier er de andre rum, de af samfundet udgrænsede rum eller bare undtagelsesstederne: kirkegårde, fængsler, galeanstalter, rum der i kraft af deres andethed også er steder, hvorfra vi kan reflektere de normale rum (Mai og Ringgaard 2010:13-14). Ikke kun litterater har benyttet begrebet men også sociologer, og det er også benyttet i relation til steder, hvor læring finder sted. Foucault nævner kostskoler og her kan tilføjes kollegier. Han taler om kriseheterotopier, separerate steder som en kostskole, hvor ”coming of age” så at sige finder steder. En periode, hvor man modnes og en tid, hvor ting begynder at lykkes for en (Heterotopias of ritual or purification). Den beskrivelse passer på mange af Kvinderegenens beboere. Kvinderegensen var et særligt sted.
Erhvervsvejledning for gymnasiepiger
Det var Fru Hude, som hun blev kaldt på kollegiet, der i 1952 opfordrede en af de tidligere alumner nemlig Vibeke Bjernum til at organisere erhvervsvejledning for gymnasiets piger, således at de kunne få kontakt med en kvindelig akademiker og en studerende fra Kvinderegensen i de fag, som de ønskede at studere. Som gymnasielærer og senere rektor blev Vibeke Bjernum primus motor i opbygningen af erhvervsorientering i gymnasiet og forfatter til bogen Kortfattet studieteknik for H.F. og gymnasiet, som kom i mange oplag og blev benyttet i mange år. Sådan startede erhvervsorientering og studieteknik i gymnasiet. I 1962 var hun medstifter af Foreningen for lærere i Gymnasiet i Erhvervsorientering .
Da der i 1960 blev etableret en studiekreds, som skulle undersøge, hvordan erhvervsorientering kunne planlægges, var Vibeke Bjernum, dengang adjunkt på Virum Statsskole, en slags ordfører for gruppen, som også omfattede adjunkt Birthe Christensen fra Rysensteens gymnasium. De havde begge boet på Kvinderegensen. De blev også begge senere rektorer. I materialet omtales ”Kvindelige Akademikeres” studie- og erhvervsoplysning (Læseplansudvalget …1961: 56). Her fortælles om den studie- og erhvervsvejledning, som blev tilbudt de kvindelige elever i de storkøbenhavnske afgangsklasser. Ofte foregik vejledningen i den pågældendes eget hjem i små grupper på 6-8. I 1960 omfattede vejledningen 35 akademiske fag og ca. 375 elever.
Der opstod således nye initiativer, fordi pigerne var i en særlig situation. Et engelsk eksempel er det berømte turtorsystem, hvor hver studerende har en personlig vejleder eller turtor. Det blev indført på Girton College, et kvindecollege i Cambridge, som blev bygget i byens udkant. At læse med en tutor (hjælpelærer) var den eneste måde at studere på for kvinder. De var ikke fuldt medlemmer af universitetet, og de kunne ikke færdes i byen uden chaperone, men ordningen blev altså senere til en berømmet pædagogisk praksis, som især universiteterne i Oxford og Cambridge er kendt for (Rosenbeck 2014: 124).
Jeg tog pædagogikum i Erhvervsorientering på Sct. Knuds Gymnasium i Odense i 1977. Mit bifag filosofi var dengang endnu ikke indført som gymnasiefag, og da jeg havde været aktiv i studentervejledningen under Arbejdsdirektoratet, som drog rundt på gymnasier for at informere om studierne, fik jeg mulighed for at tage pædagogikum i historie og erhvervsorientering. Som vejleder fik jeg Aase Høgsbro Rasmussen, som jeg først for nylig fandt ud af, havde boet på Kvinderegensen, hvor hun sikkert er blevet bekendt med faget. Da jeg havde ”prøvetime”, underviste jeg i kønsrollers betydning for valg af uddannelse og erhverv.
Spirende kvindeforskning
Hvad jeg heller ikke var helt klar over, var, at kvindeforskningen har rødder tilbage til Kvinderegensen. Det blev jeg først opmærksom på, da jeg læste Lise Busk Jensens biografi om Fru Hude i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Hun kalder Elisabeth Hude vores første professionelle kvindelitteraturforsker. Hude skrev om 1800-tals kvinder. Da hun fejrede sin 70-års fødselsdag i 1964, fik hun overrakt et håndgjort festskrift med en række bidrag fra kvindelige akademikere, bl.a. Pil Høgsbro Dahlerup, Gudrun Engberg (kendt som Sysse Engberg) og Ester Nyholm, som alle fik ansættelse på universitetet. Festskriftet befinder sig i Hudes arkiv på Rigsarkivet.
Også Aslaug Møller skrev flere bøger om kvinder i engelsk litteratur. Så der har været en tradition for at interessere sig for kvindespørgsmål.
Inge Lise Petersen fortæller i sine erindringer ”Hvordan det var at studere og bo på Kvinderegensen i 1960’erne” om stigende akademisk selvbevidsthed og kvindehistorisk tradition inspireret af Fru Hude. Hun nævner litteraturforskerne Bente Hansen og Pil Dahlerup, teologen Lone Fatum og juristen Ruth Nielsen. Petersen tog selv emnet køn og sprog op. Man kunne også nævne Elin Appel, Pil Dahlerups mor, en af de første som flyttede ind på Kvinderegensen for at tage embedseksamen i dansk og historie. Hun skrev en række bøger om forholdet mellem køn, magt og historie og søgte i 1966 et professorat i historie på Odense Universitet, med den begrundelse, at det nye universitet burde profilere sig på kvindehistorie (Jytte Larsens biografi i Dansk Kvindebiografisk Leksikon). Toni Liversage, uddannet i slavisk filologi, blev forfatter og skrev en lang række bøger om kvinders historiske betydning. Fra en yngre generation kunne man nævne Kirsten Ketscher, som blev professor på jura.
Pil Dahlerup skriver i sit bidrag til jubilæumsbogen fra 1992, at hun til afsluttende eksamen i sammenlignende litteratur i 1965 opgav 9 hovedværker af kvinder og holdt konferensforelæsning med titlen ”Feminismen og skønlitteraturen”. Da var hun i øvrigt flyttet fra Kvinderegensen i 1963, fordi hun var blevet gravid. Hun nævner, at det blev også tre andre alumner, men hvor det hed sig, at de skulle giftes (Petersen og Regenberg 1992: 63ff). Gravid på Kvinderegnsen kunne man blive, men ikke være. Pil Dahlerup forsvarede i 1984 sin disputats Det moderne gennembruds kvinder i Københavns Universitets festsal under stor opmærksomhed. Folk kom langvejsfra og ikke alle kunne komme ind i festsalen.
Også Inge Dübeck var interesseret i kvindeforskning, og hun skrev allerede i 1978 afhandlingen Købekoner og konkurrence: studier over myndigheds- og erhvervsrettens udvikling med stadigt henblik på kvinders historiske retsstilling. Inge Dübeck sad i eforatet fra 1985-1991. Hun var efor i en periode og skrev i festskriftet fra 1992: ”Fru Hude som jeg husker hende”.
Dübeck var den første danske kvinde, som blev dr.jur. Agnete Weis Bentzon havde dog taget doktorgraden i jura ved universitetet i Oslo i 1969, og hun blev Danmarks første kvindelige professor i jura, ansat i 1974 ved Roskilde Universitetscenter (Rosenbeck 2014:57). Inger Dübeck blev professor i person-, familie- og arveret ved Århus Universitet i 1991 og kunne derfor ikke længere sidde i eforatet.
Women first
De første alumner blev på mange måder de første. I Alice Springs i Australien har jeg besøgt et museum med titlen ”National Pioneer. Women’s Hall of Fame”, som var optaget af kvindelige pionerer: ”Women First in Their Field”. På forskellige måder blev kvinderegensianerne ofte de første.
Eli Fischer-Jørgensen blev ikke den første kvindelige professor i Danmark. Det blev historikeren Astrid Friis i 1948. Men da Eli Fischer-Jørgensen blev udnævnt som professor i 1966, blev det sagt: ”Det var sandelig på tide”. Det samme kan man sige om optagelsen i Videnskabernes Selskab to år efter i 1968, hvor hun og medicinaldirektør Ester Ammundsen, også tidligere beboer på Kvinderegensen, blev optaget. Men det gik fortsat langsomt i årene efter 1968. 15 år efter havde bare 12 kvinder opnået æren. Omkring århundredskiftet lå andel på 10 % kvinder.
Fischer-Jørgensen blev altså i 1968 den første kvinde i Videnskabernes Selskab. Det giver anledning til at spørge, hvorfor det først skete 93 år efter, at kvinder havde fået mulighed for at studere ved Københavns Universitet? Det er og bliver en gåde, hvordan det lykkedes Selskabet at holde kvinder ude i så mange år og dermed udvælge deres medlemmer efter køn og tradition og ikke efter merit. Fischer-Jørgensen og Ammundsen blev i øvrigt også de første kvinder, som blev valgt ind i forskningsrådet (det humanistiske og det medicinske) i 1968.
Tove Birkelund (1928-1986) blev Københavns Universitets første kvindelige professor inden for naturvidenskab (geologi) udnævnt i 1966. Hun sad i eforatet 1972 til 1982 og var efor i en periode. Hun blev i 1971 valgt ind i Videnskabernes Selskab sammen med kemikeren Bodi Jerslev. Hun blev desuden den første kvinde i Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd, hvor hun var medlem 1970-79. Tove Birkelund var fra 1978 til sin død medlem af Carlsbergfondets direktion, 1981-84 var hun formand for Planlægningsrådet for Forskningen, oprettet i 1972, som rådgivende organ for regering og Folketing.
Retfærdigvis skal siges, at allerede i 1920 var Marie Curie blevet valgt som udenlandsk medlem til den naturvidenskabelige klasse i Videnskabernes Selskab, hvilket var bemærkelsesværdigt, da den dobbelte Nobelprisvinder var blevet afvist i det franske Videnskabernes Akademi. Og ikke nok med det: Det franske akademi besluttede med 90 stemmer mod 52, at ingen kvinder nogensinde skulle opnå medlemskab. Enkelte medlemmer sagde noget om meritter, mens andre og flertallet stod fast på den ”uforanderlige tradition” og var imod valget af kvinder (Londa Schiebinger 1989: 10-11).
Marie Curie skulle i mange år være en enlig svale i det danske Videnskabernes Selskab. Om hun nogensinde kom til møderne, ved jeg ikke, men hun blev ikke et eksempel til efterfølgelse. I 1949 blev Danmarks første kvindelige professor, Astrid Friis, afvist som medlem. Historieprofessor C.O. Bøggild Andersen beretter i et brev til hende, at han havde betonet ”Deres historiske Evne, intuitive Skarpsyn, store Arbejdskraft og store Initiativ”. Men lige meget hjalp det. Han kom ikke igennem med sit forslag. ”Anti-feminismen” herskede i selskabet, konstaterede han. Friis blev senere indvalgt i Vetenskaps-societeten i Lund, som åbnede porten for en kvindelig historiker på trods af hendes køn (Rosenbeck 2014: 53-54; Oden 1994).
Kvinderegensianerne var ofte de første. Eli Fischer-Jørgensen flyttede ind på Kvinderegensen i det første år. Så var hun i øvrigt mangeårig medlem af eforatet og i en periode efor. Ester Ammundsen blev den første kvindelig medicinaldirektør, Helga Pedersen, den første kvindelige justitsminister, og Johanne Andersen blev den første kvindelige præst. De har alle enten skrevet om sig selv, eller andre har skrevet biografier om dem. En lang række andre alumner er desuden blevet biograferet i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.
Valgt efter køn og ikke merit
Videnskabshistorisk er det ganske interessant, at det skulle tage så mange år, før kvinder blev optaget i de videnskabelige selskaber (Rosenbeck 2018). Det viser noget om relationen mellem netværk og meritter og eksklusionsmekanismer. Hvad tænkte dette mandlige selskab om kvinder igennem de 93 år, hvor universitetet tog imod dem, men hvor Videnskabernes Selskab holdt igen? Måske skulle man slet ikke spørge til kvinder og kvindelighed, men til mænd og maskulinitet. Når det går så langsomt med forandringer i den akademiske verden, kan det hænge sammen med, at akademia er dybt indlejret i maskuline traditioner.
Egentlig var det mindre indlysende, at akademierne og selskaberne udelukkede kvinder, end at universiteterne gjorde det. Hos Selskaberne og Akademierne var der tale om en ikke-professionel, lærd sammenhæng, mens universiteterne var professionsskoler, som uddannede læger, præster og jurister, og det var tilbage i tid ikke just acceptable erhverv for unge kvinder. Men ellers var der ikke noget i vejen for, at kvinder kunne deltage i forskellige videnskabelige og lærde aktiviteter, hvilket de for eksempel gjorde i klostrenes lærdomscentre. De var også meget aktive i salonkulturen og deltog i de mere uformelle akademier, som dannede baggrund for Det franske Akademi og The Royal Society of London. Det engelske videnskabernes selskab havde egentlig som intention at åbne op for en større skare end den universitære, og en enkelt kvinde, Margaret Cavendish, som i øvrigt sponsorerede Cambridge University, fik lov til at overvære et møde i 1667, men mere blev det ikke til. Først i 1945 kunne kvinder opnå fuldt medlemskab, efter at jurister havde gjort det klart, at det ville være ulovligt fortsat at ekskludere dem (Schiebinger 1989).
Kvinder blev således forvist fra de videnskabelige selskaber frem til anden halvdel af det 20. århundrede af ingen anden grund end deres køn, hvilket giver anledning til at udforske den konflikt, der har været mellem, hvad der i vores kultur er blevet defineret som henholdsvis kvindelighed og videnskabelighed.
At 1968 blev det år, hvor selskabet åbnede op, har næppe noget direkte med studenteroprøret at gøre, men måske alligevel indirekte. Uddannelseseksplosionen, som også havde bragt unge kvinder ind på universitetet, var baggrunden for det antiautoritære oprør i 1968. Så måske blev det efterhånden for sært at holde fast i traditionen og et udelukkende mandligt selskab. Jeg vil desuden påstå, at Videnskabernes Selskab gerne ville holde kontrol med kvinderne, da de begyndte at blive optaget i forskningsråd m.v. Ingen tvivl om, at Selskabet mistede magt i 1968, da vi fik det statslige forskningsrådssystem. Hidtil havde det været selskabet, som havde fungeret som et slags forskningsråd, vejledt og uddelt forskningsbevillinger. Nu var det de statslige forskningsråd, som spillede hovedrollen.
Kvinden som akademiker
Valfrid Palmgren Munch-Petersen har ikke beskæftiget sig med kvindeforskning, men hun har i et foredrag i 1923 udtalt sig om ”Kvinden som akademiker” i en foredragsrække på 10 foredrag med titlen ”De akademisk-sociale Foredrag paa Universitetet”. I Kvinden og samfundet, som refererede fra møderne, nævnes, at det var første gang ”man fra Universitetets Side gør Kvindesagen til Genstand for Belæring for den akademiske Ungdom” (Kvinden og samfundet nr.5, 1923: 52). Der var flere oplæg fra medlemmer af Dansk Kvindesamfund (Julie Arenholt og Gyrithe Lemche). Desuden bidrog Elna Munch, som sad i Folketinget og et par mandlige professorer. Borgmester i København Ernst Kaper, som bekæmpede ligelønnen i det offentlige, holdt oplæg. Juraprofessor Frederik Vinding Kruse talte i sit oplæg kraftigt imod, at kvinder fik økonomisk ligestilling i ægteskabet. Så det var ikke lutter klapkører. Alle foredrag blev refereret i Kvinden og samfundet.
Valfrid Palmgren Munch-Petersen, som på kollegiet blev kaldt Valfrid, nævnte kvindernes længsel efter kundskab, men også, at der var vis modstand mod kvinders valg af den akademiske vej både, fra hvad hun kaldte de huslige professionelles rækker og fra nogle læger og sociologer, som ikke kun mente, at det var unødvendigt men også skadeligt, at kvinder fik en anden uddannelse end den huslige. Hun tænkte her muligvis på religionshistorikeren Edvard Lehmann, som skrev en del bøger om kvindesagen på det tidspunkt. I 1914 udgav han bogen Fremtidens Kvindesag, som var en kritik af lighedskravet. Han var modstander af fællesskoler og ønskede dem afskaffet, fordi de overanstrengte pigerne og hæmmede drengene. Valfred havde i øvrigt gået i en fælleskole, som hendes far havde taget initiativ til. Lehmann mente, at man først og fremmest tage hensyn til kvinders forplantning. Den kvindelige logik befandt sig på et andet niveau end mandens og var kendetegnet ved subjektivisme, mens manden var lig med det objektive. Manden var anlagt for det almene, kvinden for det individuelle.
Efterfølgende allierede han sig med en svensk professor i gynækologi Elis Essen-Möller fra Lund, som fremhævede, at der skulle tages specielle hensyn til pigers sundhed i den kritiske alder, dvs. under puberteten. Essen-Møller skrev et supplement til Lehmanns bog Brydningstid. Bidrag til overgangsalderens psykologi fra 1915, da den udkom på svensk i 1920. De to skrev, at det var helt klart og selvfølgeligt, at ”forceret skolearbejde” var årsag til en almen svaghedstilstand hos unge kvinder, som skulle bruge deres energi og kræfter på, hvad de kaldte en omlægning af organismens husholdning. ” Så kunne der ikke være meget tilbage til andet arbejde. ”Det var da klart”, som de tilføjede.
Lis Jacobsens udtrykte også visse forbehold over for kvinders intellektualitet i Festskriftet fra 1925. Hun skrev, at den skabende evne havde få mænd men færre kvinder. Hun havde heller ikke stor tiltro til forskende kvinder, men erkendte dog, at der var undtagelser. Lis Jacobsen, Valfred Palmgren Munch-Petersen og Edvard Lehmann var sådan set enige om, at kvinder var forskellige fra mænd, men Valfred var den eneste, som positiverede det særligt kvindelige i stedet for at gøre kvinden til en mindre mand.
Hun nævnte i sit foredrag, at modstanden mod kvinder påstod at bygge på: kvinders mangel på ”saglighed og logik”. Valfrid Palmgren Munch-Petersen så således etiketten Kvindelighed som de akademiske kvinders fjende. Hvorfor? Fordi kvindelighed udtrykte, hvad manden tænker om kvinden og ønsker, hun skal være. Hun efterlyste en omvurdering og sagde, at de kvindelige akademikere ”har en Pligt til at bringe en speciel og selvstændig Indsats som Kvinder. De skal tilføre det Fag, de vælger, Moderlighed, det som ingen Mand kan yde”. Kvinderne må altså tilføre en speciel menneskeopfattelse, og hun nævner den kvindelige læge og kriminalist.
Man kan sige, at hendes synspunkter er både traditionelle og moderne på en og samme gang. Mange vil ikke være så begejstret over fremhævelsen af moderlighed. På den anden side ligger hendes ideer ikke så langt fra standpunktteori, som opstod i 1970’erne og 1980’erne som en feministisk kritisk teori om relationer mellem praksis på den ene side og produktion af erkendelse på den anden. Standspunkt refererer til, at vi er influeret af vores ståsted i forhold til det, vi ser og studerer. Vores forståelse af verden og erkendelse er relateret til vores sociale og kønnede position. Den amerikanske filosof Sandra Harding initierede omfattende erkendelsesteoretiske, metodologiske og videnskabsteoretiske diskussioner om kvinders ståsted (Rosenbeck 2014: 168-172).
Det kunne man ikke. Set fra kvinderegensen
Der var såvel faglige som private netværk mellem kvinderne på Kvinderegensen. Eli Fischer- Jørgensen fortæller i filmen: Set fra kvinderegensen, en film om kollegiets historie af Palle Demand og Morten T. Steinbach, at der kun var få steder for kvinder at bo. Der var Hagemanns kollegium, men det var svært at komme ind. På Kvinderegensen var det lettere, faktisk var det svært at finde ansøgere. Eli Fischer-Jørgensen gav udtryk for, at hun var bekymret om det lugtede for meget af jomfrukloster. Hun ville bare gerne have sin frihed, klare sig selv og have samme rettigheder som mændene.
Det blev en fantastisk tid. Eli Fischer Jørgensen giver som flere andre udtryk for, at det var den bedste tid, de havde oplevet. Alle var tilsyneladende enige om, at det skulle være et godt kollegium, hvor man både kunne arbejde og have det sjovt. En gennemgående tradition var festerne. Der blev lavet og sunget mange sange. Men der blev også lagt vægt på, at folk ikke blev fulde.
Der var stor frihed, men der var alligevel en del, som man ikke kunne ifølge Eli Fischer-Jørgensen. Der var ingen faste regler om mænd på kollegiet. Dog var der alligevel en regel om, at ingen blev lukket ind efter kl. 23. Så der var en vis åbenhed over for seksualitet og dog. Hun fortæller i filmen, at de bad en kvinde rejse, fordi hun havde den ene mand efter den anden. Man kunne godt have mænd og prøve seksualiteten af, men ikke skiftende mænd. Det skulle jo nødigt være et bordel, som hun sagde. Der var altså grænser for friheden. Hun giver også udtryk for, at det ville være en skandale for hendes forældre, hvis hun fik et barn uden for ægteskab. ”Det kunne man ikke”.
Der var også en kvinde, som var kommunist og ”i øvrigt også lesbisk”. Det måtte man heller ikke være, som hun sagde. Hun blev bedt om at rejse, fordi en af de nytilflyttede sagde, at hun blev forfulgt af hende. Eli Fisher-Jørgensen, ender dog med at sige: ”Jeg er ikke sikker på, at der var rigtigt, det var det nok ikke”.
I 1994 interviewede journalist Marie Tetzlaff Eli Fisher-Jørgensen til Weekendavisen (15.juli). Hun sendte Tetzlaff forskellige rettelser, idet hun på søsterens opfordring ikke brød sig om billedet af hendes personlighed ”som lidt mandhaftig, kølig og kun begravet i mit arbejde”. Det fik hende til at give udtryk for, at hun gerne ville have været gift, men at det ikke flaskede sig. I forbindelse med omtalen af, at mange kvinderegensianere ikke giftede sig (der var tale om 40 % af de 422 beboere i Kvinderegensens første 25 år mod 14 % i den kvindelige befolkning som helhed), skrev Eli Fisher-Jørgensen tilbage ”at det ikke betød at vi var nonner eller lesbiske rødstrømper” (Skytte 2016: 91). Eli Fisher-Jørgensen troede, at det var en privat bemærkning til intervieweren, men det kom med i den endelige form af interviewet, hvilket hun syntes var temmelig pinligt ifølge et brev til kollegianerveninden Anne Sophie Seidelin (Skytte 2016: 90-91).
Mange forskellige kvinder boede på Kvinderegensen. Og det var langt fra rige folks børn, som blev optaget. Der blev ved optagelsen taget hensyn til trang. Eli Fisher-Jørgensen fortæller da også, at nogle var meget fattige og levede af rugbrød og margarine, gulerødder og bygvandgrød. Bente Hansen nævner f.eks. i sine erindringer, at hun havde friplads.
Åbningen
Udklip fra Politiken viser, at det var en kold 10. maj 1932, da Eli Møller overgav kollegiet til Universitetet. Der var stor fest om aftenen. Et ”behjertet medlem af eforatet” havde sørget for, at rekvirere 56 herrer fra andre kollegier. Så også aviserne har en historie at fortælle. Faktisk var det den nuværende portner Carsten Sørensen, som fandt aftryk af Politiken på de fliser, som ligger på hver side af Kvinderegensens hoveddør. Fliserne var støbt oven på Politiken, som blev dateret til 26. juni 1931.
Alle værelser fortæller en historie. I fundatsen findes en oversigt over værelserne (FundatsQR.pdf). og i arkiverne findes baggrundsmateriale på hver eneste værelse. Kvinderegensen blev finansieret ved, at enkeltpersoner, institutioner og byer købte et værelse til 8000 kr. Det svarer til ca. 320.000 kr. i dag. Dronning Alexandrine, kollegiets protektor, sponsorerede det første værelse. Værelset modsat dette hedder Rigmor Bruun. I værelset findes en gipsrelief: hovedet af en kvinde. Vi ved ikke, hvem det er. Men værelset blev betalt af hendes mor, og Rigmors tre børn havde fortrinsret til værelserne. Rigmor døde i 1926 i en alder af 48 år. Så et rimeligt gæt er, at det er Rigmor som findes på relieffet, og at moren har villet sætte et minde over sin datter. En efterlysning på Politikens bagside (10/5 2022) har ikke givet resultat. Så indtil videre ved vi ikke, om hendes tre børn har boet her.
Der blev i øvrigt klaget over, at navnet Kvinderegens lå for tæt på den rigtige Regens, men det kom der nu ikke noget ud af. Regensianersamfundet støttet af flere professorer protesterede over for konsistorium. Der blev henvist både til love og tradition, men lige meget hjalp det. Fejden varede ikke længe. Historien endte med, at regensianerne deltog i Kvinderegensens indvielse og ”hun-regensianerne” aflagde genvisit på Regensen ifølge et opslag fra Regensianersamfundet (Udklip i arkivet).
Der er mange emner, som det kunne være interessant at gå videre med. F.eks. udsmykningen af Kvinderegensen: Olivia Holm Møllers billeder i festsalen og hendes relief ”De kloge jomfruer” over hoveddøren og ”Olielampen på havemuren”, som er den lampe de kloge jomfruer medbragte til bryllupsfesten. De senere år har der været flere udstillinger med Holm Møller. Arkitekten Rigmor Andersens møbler er alle affotograferet og denne fotosamling findes på Det kongelige Bibliotek. Der er tale om et interessant samlet værk. En del af møblerne findes stadig på Kvinderegensen og enkelte stole på Trapholt i Kolding og Designmuseet i København.
Der er skrevet en del om flere af kvinderne på Kvinderegensen, men kun lidt om Elisabeth Hude. Her findes der til gengæld en del materiale i Rigsarkivet.
I 1978 var det 50 år siden, at mænd officielt blev optaget på Kvinderegensen. Yves Marquard har skrevet artiklen ”Mænd på Kvinderegensen” i jubilæumsbogen fra 1992. Men hvordan har det ændret Kvinderegensen?
Et andet emne, som kunne være interessant at få belyst, er Kvindergensen under coronaen. Så der er nok at gå i gang med. Der er nogle år til det næste jubilæum i 2025, hvor det er 150 år siden kvinder fik adgang til universitetet, i 2028, hvor der er 50 år siden, at mænd fik adgang til Kvinderegensen og i 2032, hvor det er 100 år siden, at Kvinderegensen blev bygget.
Litteratur
Meget materiale kan hentes i de to festskrifter og i de biografier, som er skrevet om Valfrid Munch-Petersen og Eli Fischer-Jørgensen.
Dele af arkivet befinder sig på Rigsarkivet, mens andet materiale stadig findes på Kvinderegensen.
Kvinderegensens arkiv 1938-1983: Diverse sager 380140-380141. RA (Rigsarkivet).
”Kvinderegensens tilblivelse” i Aarbog for Københavns Universitet for 1931-32. Visning af: VIII. Det akademiske Legat- og Stipendievæsen (tidsskrift.dk) Kvinderegensens oprettelse 1930 32.pdf.
Kvinderegensen 1932-1957. Dansk Videnskabs Forlag A/S. København 1957.
Kvinderegensianer samfundet. Supplement til jubilæumsskriftet 1957. Maj 1962.
Elisabeth Hude: Hvordan Kvinderegensen blev til. I: Kvinderegensen 1932-1957. København: Dansk Videnskabs Forlag A/S 1957.
Inge Lise Pedersen: Omkring Kvinderegensens grundlæggelse. I: Marianne Alenius, Nanna Damsholt og Bente Rosenbeck (red.): Clios døtre gennem hundrede år. I anledning af historikeren Anna Hudes disputats. København: Museum Tusculanums Forlag, 1994.
Inge Lise Pedersen og Birgitte Regenberg: Kvinderegensen gennem 60 år.1932-1992. Kvinderegensen 1992.
Marianne Alenius: Glimt fra Foreningen Kvindelige Akademikeres historie. I: Marianne Alenius, Nanna Damsholt og Bente Rosenbeck (red.): Clios døtre gennem hundrede år. I anledning af historikeren Anna Hudes disputats. København: Museum Tusculanums Forlag, 1994.
I anledning af 75 års jubilæet i 2007 blev der produceret en dokumentarfilm Set fra Kvinderegensen af Palle Demand og Morten T. Steinbach. Eli Fischer-Jørgen medvirker foruden Nils Malmros, hvis mor Eli Cold var Elis bedste kollegieveninde Ifølge Nils Malmros var morens tre år på Kvinderegensen de lykkeligst år i hendes liv (QRs hjemmeside).
Minibiografier over centrale personer, som har haft en betydning i for Kvinderegensen findes i Bente Rosenbeck: Kvinderegensens blå bog. 2023. Rosenbeck-Kvinderegensens_blaa_bog.pdf (usercontent.one).
Trykte erindringer:
Kirurgen og Gynækologen Dr.med. Fru Eli Møller, fortæller om ”en Kvindes Vej gennem det medicinske Studium”. I: Lis Jacobsen (red.): Kvindelige akademikere 1875-1935. København: Gyldendal, 1925.
Ester Møller: Kvinderegensen. I: De ”magiske år” og tiden der fulgte. Frydenlund, 1984.
Hertha Kirketerp-Møller. Athenes unge datter. Studenterårene på Kvinderegensen. I: Hele verden til spillerum. En bog om Helga Pedersen Gyldendal 1984.
Ester Ammundsen: Amanda fortæller: tidsbilleder fra det 20. århundrede. 1990.
Bente Hansen: Kvinderegensen. I: En køn historie. Erindringer fra Kvindebevægelsen. Lindhardt og Ringhof, 2004.
Biografier
Bøger:
Valfrid Palmgren Munch-Petersen.
Lena Lundgren, Myrstener, Mats & Wallin, Kerstin E.: Böcker, bibliotek,bildning: Valfrid Palmgren Munch-Petersens liv och verk, Stockholmia, Stockholm 2015.
Eli Fischer-Jørgensen.
Gunver Skytte: Eli – 99 års opdagelsesrejse gennem livet. En biografi om sprogforskeren Eli Fischer-Jørgensen (1911-2010).Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, 2016. Bogen kan downloades her http://publ.royalacademy.dk/books/680/4894?lang=da
Biografier
I Dansk Kvindebiografisk Leksikon (online) kan man finde de biograferede kvinder (ca. 30), som har boet på eller været tilknyttet Kvinderegensen.
Der er skrevet meget lidt om de kvindelige studerende på universiteterne, men på Århus Universitet findes et forskningsprojekt om kvindelige studerende med deltagelse af Ning De Coninck-Smith og Pernille Svare Nygaard: Professional Women at Aarhus University – Forskning – Aarhus Universitet (au.dk)
Referencer:
Arpe, Karen, Edith Kjærsgaard, Eva Munck og Lone Sewerinsen (red.): Kvindernes bygning 1936-2011. København 2011.
Balle, Annemarie: Fra vision til virkelighed. Kvindernes bygning 125 år. København 2020.
Bjernum, Vibeke: Kortfattet studieteknik for H.F. og gymnasiet med vejledning i eksamenslæsning. 5. udgave, 2, oplag, Gyldendal: København 1982 (udkommet siden 1967).
De Coninck-Smith, Ning: Gender encounters university – university encounters gender. Affective archives Aarhus University, Denmark 1928-1953. History Review, 29:3, 2020.
Foucault Michel: Andre rum. Slagmark 27, 2018.
Hvenegård-Lassen Helle: Et andet Hjem. Kvindelig Læseforenings historie 1872-1962. København 2008.
Hvenegård-Lassen Helle: Sophie Alberti. Kvindesagspioner og førstedame i Kvindelig Læseforening. København 2008 (a).
Jacobsen Lis (red.): Kvindelige akademikere 1875-1925. København 1925.
Læseplanudvalget for gymnasiet: Rapport om forsøgsundervisning med erhvervsorientering i realafdelingen og gymnasiet 1958-61. 1961.
Mai, Anne-Marie og Dan Ringgard: Sted. Moderne litteraturteori 9. Aarhus Universitetsforlag, Århus 2010.
Nygaard, Pernille Svare: Nursing Students’ scrapbooks 1938-1968. Visualizing Female Figures on the Border between a Female-Dominated Profession and Aarhus University. Kulturstudier Nr. 1, 1923.
Odén, Birgitta: Edith Astrid Friis – Danmarks första kvinnliga professor. Marianne Alenius, Nanna Damsholt og Bente Rosenbeck (red.): Clios døtre gennem hundrede år. I anledning af historikeren Anna Hudes disputats 1893. Museum Tusculanum: København 1994.
Rosenbeck, Bente: Da kvinderne indtog universitetet. Kristeligt Dagblad 4/06 2015. https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/da-kvinderne-indtog-universitetet
Rosenbeck, Bente: Om at etablere og bryde grænser iakademia. Gränslös. Tidsskrift for studier av Öresundsregionens historia, kultur och samhällsliv nr. 6, 2016Om at etablere og bryde kønnets grænser i akademia | Gränsløs (lu.se)
Rosenbeck, Bente: De kvindelige akademikeres mangler i KU’s historieskrivning. Indlæg i Universitetsavisen 13. november 2017. De kvindelige akademikere mangler i KU’s historieskrivning – Uniavisen
Rosenbeck, Bente: Videnskabens herreværelse. Weekendavisen 23. november 2018.
Ravn Anna-Birte og Rosenbeck, Bente: Fagforeninger var ikke drivkraften bag ligeløn. Da ”løn efter køn” i princippet blev afskaffet på det offentlige arbejdsmarked. Nordjyske, 24.11.2021.
Ravn Anna-Birte og Rosenbeck, Bente: Da ”løn efter køn” i princippet blev afskaffet på det offentlige arbejdsmarked. Arbejderhistorie nr. 2, 2022.
Schiebinger Londa: The Mind Has No Sex. Women in the Origins of Modern Science. Cambridge 1989.